Jeg har aldrig mødt nogen anden person der havde eller havde haft BMS
her i Danmark, men flere af de læger jeg har været hos havde hørt om
det eller havde haft lignende tilfælde, så jeg ved jeg ikke er alene.
Af alle de læger jeg har besøgt er der kun ganske få der har været til
hjælp.
Hvis du endnu ikke har besøgt Tandlægeskolen enten i Århus eller København,
vil jeg på det kraftigste anbefale at du gør dét som det første. De
har eksperter og professorer inden for alle områder af mund-lidelser,
og har både hørt og forsket i BMS i flere år. Det var der jeg fik lavet
min gane-skinne som
har hjulpet mig meget.
Endvidere er anæstesiologer en af de grupper af speciallæger som jeg
har fået hjælp af, da man sagtens kan finde en der har behandlet BMS-patienter
før. De er eksperter i smertebehandling og har mange muligheder de kan
prøve.
Allergier, vitaminmangler, hormonforstyrrelser er også årsager der er
værd at få undersøgt da det kan være årsagen til symptomerne. Min opfattelse
er at sandsynligheden er meget lille, men om ikke andet for man elimineret
den mulighed.
Men som du kan læse rundt omkring på sitet er kombinationen af
Clonazepam
og Gabapentin,
den der har hjulpet mig bedst indtil videre, men jeg har samtidig indtryk
af at det er meget individuelt hvad der hjælper, så det er vigtigt at
prøve sig frem - med tålmodighed.
Jeg har flere gange set i forskellige lægebrevkasser, om folk der skriver
ind med de symptomer vi oplever, hvor de får af vide at der ikke rigtig
er noget at gøre, og så for brevskriveren en række mineraler og vitaminer
de kan forsøge at spise. Det gør mig vred fordi jeg VED at der er noget
at gøre, men det tager tid at få budskabet ud og det er besværligt at
få igennem, når man ikke har en medicinsk baggrund.
De produkter der er tilgængelige her på siden, kombineret med psykologisk
arbejde og medicinsk hjælp, er i mine øjne et kæmpe skridt på vejen.
Der findes rige muligheder fro at finde litteratur, dels om BMS men
også om smertebehandling og om det at leve med smerter på bibliotekerne
landet over, og i mine øjne er det en god ide at sætte sig ind i hvad
det er der foregår med ens krop. Desuden er der massevis af information
at finde på internettet, og ikke mindst på denne hjemmeside.
Hvis du sidder inde med gode råd, idéer, erfaringer, spørgsmål eller
andet så gør endelig brug af hjemmesidens Forum,
så vi kan få startet et internationalt forum hvor vi udveksler netop
sådanne sager.
Held og lykke med fremtiden!
Andreas Schroll, København